Gå til indhold
Black Sheep

Opdateret 29. sep. 2026

Vedtægter

Black Sheep Cyber Society's vedtægter glædende fra 17/09-2026

Navn

§ 1 Foreningens navn er Black Sheep Cyber Society. Navnet forkortes til BSCS eller Black Sheep.

Stk. 2 Foreningen har hjemsted på Erhvervsakademi København, Guldbergsgade 29N, DK-2200 København N.

Formål

§ 2 Foreningens formål er at repræsentere og varetage de studerendes interesser af både faglig, studenterpolitisk og social karakter.

§ 3 BSCS kan organisere deres arbejde i underliggende udvalg, f.eks. SoMe-udvalg eller eventudvalg.

§ 4 BSCS skal oprettes som forening (med vedtægter og CVR-nr.).

BSCS kasserer bestyrer pengene - derfor skal hver udvalgsansvarlig fremlægge et semester budget, hvorefter kasseren fordeler pengene. Dette skal afklares hurtigst muligt ved semesterstart, senest en uge inden generalforsamlingen. Alle udgifter skal dokumenteres ved bilag og der aflægges regnskab årligt.

§ 5 Foreningen er uafhængig af partipolitik.

§ 6 BSCS accepterer ingen former for diskrimination. Dette gælder, men er ikke begrænset til, diskrimination på baggrund af køn, seksualitet, handicap, alder, religiøs eller politisk overbevisning eller etnisk tilhørsforhold. Bestyrelsen forbeholder sig retten til at forvise medlemmer ved overtrædelse af dette.

Frivillighed

§ 7 Arbejdet i BSCS er frivilligt og ulønnet. Foreningens medlemmer, bestyrelsesmedlemmer og udvalgsansvarlige varetager deres opgaver på frivillig basis.

Stk. 1 Frivilligt arbejde på vegne af BSCS kan som udgangspunkt kun udføres af foreningens medlemmer. Personer, der ikke er medlemmer af foreningen, kan alene udføre frivilligt arbejde på vegne af BSCS, såfremt dette på forhånd er godkendt af den siddende formand.

Stk. 2 Personer, der udfører frivilligt arbejde på vegne af BSCS, er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter, adfærdskodeks samt øvrige retningslinjer, der gælder for foreningens frivillige.

Stk. 3 Rimelige og dokumenterede udgifter, der afholdes på vegne af foreningen og er godkendt af kasseren, kan refunderes efter gældende retningslinjer og inden for foreningens økonomiske rammer.

Medlemmer

§ 7 Alle fuldtidsstuderende på EK er berettiget til at være medlem af foreningen. Alumne studerende kan også være medlem af foreningen, men er ikke stemmeberettigede.

Stk. 1 Bestyrelsen har bemyndigelsen til, til hver en tid, at ekskludere et eller flere medlemmer ved stemmeflertal jf. § 21. Begrundelsen skal nedfældes på skrift og medlemmet skal informeres om grundlaget for ekskludering.

Stk. 2 Ved medlemsoptagelse er man forpligtet til enhver tid at overholde BSCS adfærdskodeks og efterleve gældende vedtægter.

Generalforsamlingen

§ 8 Generalforsamlingen er BSCSs øverste myndighed. Beslutninger taget på en generalforsamling kan kun omstødes på en ny generalforsamling.

Stk. 2 Generalforsamlingen fastsætter retningslinjerne, som BSCS skal arbejde efter, for det kommende semester.

Stk. 3 Generalforsamlingen kan afholdes fysisk på en af EKs adresser.

§ 9 Ordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen og afholdes to gange årligt. Én gang i starten af hvert semester.

§ 10 Samtlige fuldtidsstuderende på EK har adgang til og taleret på generalforsamlingen.

Stk. 2 Det er kun fremmødte medlemmer, der har stemmeret. Afgivelse af stemme kan således ikke ske ved fuldmagt.

Stk. 3 Stemmeafgivelsen på generalforsamlingen sker ved mundtlig afstemning med mindre bestyrelsen eller én af de fremmødte forlanger anonym skriftlig- eller digital afstemning.

Stk. 4 Ved afstemning gælder almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed har formanden den afgørende stemme. Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede samt 2/3 af bestyrelsen.

§ 11 Beslutningsdygtig er enhver generalforsamling, der ved opslag/indkaldelse er udsendt mindst 14 dage før afholdelsen og hvor mindst 5 medlemmer er til stede, herunder mindst 2/3 af bestyrelsen

Stk. 2 På førstkommende generalforsamling efter regnskabsårets udløb den 31. december forelægges revideret regnskab til godkendelse.

Stk. 3 Den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

1) Valg af dirigent og referent

2) Godkendelse af dagsorden

3) Formandens halvårlige beretning.

4) Statusberetning fra udvalgene

5) Forelæggelse af regnskab

7) På generalforsamlingen i starten af semesteret vælges som minimum formand, næstformand og kasserer, suppleant samt IT-ansvarlig for en halv årig periode. Dette er fem separate afstemninger. Herudover kan der indstemmes yderligere bestyrelsesposter, ligeledes ved separate afstemninger.

8) Eventuelt.

§ 12 Generalforsamlingsreferatet offentliggøres på BSCS’ egen platform.

§ 13 Såfremt beretninger, regnskab mv. forkastes af generalforsamlingen, skal der afholdes ekstraordinær generalforsamling inden 4 uger efter den ordinære generalforsamling, hvor godkendelse kan finde sted. Er der efter denne stadig ikke opnået godkendelse, overgår den endelige godkendelse til bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling

§ 14 Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes såfremt mindst 1/3 af bestyrelsen eller mindst halvdelen af medlemmerne ved underskrift fremsætter begæring herom. Ekstraordinær generalforsamling foranlediges indkaldt af bestyrelsen.

Stk. 1 EK Studieliv har ligeledes mulighed for at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 2 Der skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling tidligst en uge og senest tre uger efter, at en skriftlig og begrundet begæring indeholdende dagsorden er fremsat for BSCS formand.

Bestyrelse

§ 15 Formanden og næstformanden er ansvarlig for foreningens virke mellem generalforsamlingerne.

§ 16 Bestyrelsen består af en formand, næstformand, suppleant og kasserer. Det er muligt at varetage rollen som kasserer og IT-ansvarlig samtidig med en anden rolle.

Stk. 1 Valget af formand, næstformand, suppleant, kasserer og IT ansvarlig sker ved fem separate afstemninger på den ordinære generalforsamling, som afholdes i starten af semesteret.

Stk. 2 Formandsposterne skal besiddes af studerende, der ikke er i praktik.

Stk. 3 Suppleanten træder til i tilfælde af formandskabets forfald eller orlov. Formandsposten besættes af næstformanden ved formandens forfald eller orlov, hvorefter de øvrige pladser fordeles.

Stk. 4 Bestyrelsen beslutter selv, hvem der kan deltage i møder. Disse udefrakommende deltagere har taleret, men ikke stemmeret på møderne.

Stk. 5 Det er et krav for foreningens eksistent at formandsposten, næstformandsposten og rollen som kasserer er besat.

§ 17 14 dage efter BSCS første møde efter den ordinære generalforsamling markerer skiftedatoen for medlemmerne af bestyrelsen, med mindre andet aftales. Den afgående og den nye bestyrelse skal inden de 14 dage afholde møde(r) hvor den afgående bestyrelse afvikles og opgaver gives videre til den nye bestyrelse.

§ 18 BSCS træffer beslutninger med almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed har formanden den afgørende stemme.

Økonomi

§ 19 Regnskabsåret følger EKs regnskabsår, som er kalenderåret.

Stk. 2 Kassereren varetager de økonomiske dispositioner inden for det af generalforsamlingens godkendte budget.

Stk. 3 Foreningens kasserer kan få støtte af EKs økonomiafdeling.

Stk. 4 Regnskabet forelægges til godkendelse på generalforsamlingen.

Stk. 5 Formanden har pligt til at fremvise et retvisende billede af foreningens økonomi til BSCS møder.

Stk 6: En repræsentant fra Studieliv på EK skal til enhver tid have adgang til foreningens erhvervskonto med administratorrettigheder. Dette forsikrer EK mod tab af foreningens midler ved opløsning af bestyrelsen, samt forhindrer foreningen i at etablere gæld på EKs vegne.

Tegningsregler

§ 20 Foreningen forpligtes ved formandens og kassererens underskrift.

Stk. 2 Bestyrelsesformanden kan meddele prokura (juridisk fuldmagt) og har mulighed for at uddele fuldmagt til enkeltstående personer.

Stk. 3 Der vil til hver en tid være en repræsentant fra EK studieliv med officiel tilknytning til foreningen. Denne repræsentant tilsluttes foreningen i virksomhedsregisteret.

Hæftelse

§ 21 Foreningen hæfter udelukkende med sin formue for sine forpligtelser. Medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser og kan ikke gøre krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte.

Opløsning

§ 22 Foreningen kan opløses, hvis der er 2/3 flertal for blandt de fremmødte stemmeberettigede, samt 2/3 flertal for blandt bestyrelsen, ved to generalforsamlinger. EK orienteres om resultatet af afstemningen umiddelbart herefter.

Stk. 2 I tilfælde af opløsning skal foreningens midler overgå til EK, som sikrer at midlerne anvendes til formål bestemt af studerende. Dette indebærer også platforme og relevante dokumenter.